Bispene i Kristiansand før 1900

Bildene er hentet fra boken "Kristianssands Næringsliv i ældre og nyere Tid" av Overrettsagfører P. Hansen. Den utkom mellom 1902 og 1905 på A. M. Hanches Forlag, Kristiania. Med de originale bildetekstene. - Torvald Slettebø

Andreas Fayes "Christianssands Stifts Bispe- og Stiftshistorie" har man tildels udførlige Skildringer af Bisperne og de kirkelige Forhold i Stiftet indtil Midten af forrige Aarhundrede, men Pladsen tiliader her kun at meddele nogle korte biografiske Data om Bisperne og det vigtigste af Domkirkens og den latinske skoles Historie.

Jacob Jensen Jersin (1685—94)

Den første Bisp, der boede i Kristianssand, var Dr. Jacob Jensen Jersin (1685—94). Han skildres som en retskaffen og from Mand, der altid søgte at stifte Fred blandt sine stridbare Underordnede, men "nogen dygtig Bisp var den fromme Mand neppe".

Hans Nielsen Munch (1694—99)

Dr. Hans Nielsen Munch (1694—99) synes alene at skylde sine Forbindelser ved Hoffet, at han ophøiedes til Bisp. Han var nemlig gift med et Sødskendebarn af Grevinde Moth, Christian V's Elskerinde. Han led af Sovesyge-

Ludvig Stoud (1699—1705)

Magister Ludvig Stoud (1699—1705) "arbeidede med Iver og Nidkjærhed for at udrydde de tilbageblevne Levninger af hedenske og papistiske Vederstyggeligheder. Han var af et hidsigt Temperament og ualmindelig høi og mager. Der gaves faa Huse, hvori han kunde gaa ind uden at bøie sig, og faa Prædikestole, hvori han kunde staa opreist."

Jens Bircherod (1705-1720)

Christopher Nyrop (1720—33)

Magister Christopher Nyrop (1720—33) var ogsaa en alvorlig og myndig Bisp, der ivrede sterkt mod Drukkenskaben, Natteløberiet og alskens Raahed inden Menighederne.)

Jacob Kærup (1733—51)

Magister Jacob Kærup (1733—51) var en from og nidkjær Geistlig, men stod ikke høit i Lærdom. I hans Tid brændte og gjenopbyggedes Domkirken. Han forfattede en Fundats for en Enkekasse for Stiftets Geistlige, der fik kongelig Stadfæstelse 21de Septbr. 1736. Han tog sig med megen Iver af Skolens og Fattigvæsenets Ordning og var i det hele en ualmindelig flittig og arbeidsom Mand. Han blev begravet i Domkirkens Kjælder. Et Portræt af ham findes i Kirkens Sakristi.

Rasmus Paludan (1751—62)

Rasmus Paludan (1751—62) skildres som en godmodig og tjenstagtig Mand, der mente det godt og samvittighedsfuldt opfyldte sine Pligter, men som savnede sine Formænds Kraft og Myndighed. Ogsaa hans Portræl findes i Sakristiet.

Ole Tidemand (1762—78)

Dr. Ole Tidemand (1762—78) skildres af Erik Pontoppidan som en begavet, men farlig Mand, "af cholerisk Temperament, der lettelig gjorde sit Pund unyttigt ved Stridagtighed, dristig i at nægte det, jeg ved at være sandt, ja i at paadigte mig selv Usandhed, stolt, herskesyg og myndig." I Kristianssand kom han i Strid med Byens Præsident, der fik Medhold af Stiftamtmand Hans Hagerup. Da han fandt den gamle Bispegaard i Elvegaden, "saa yderlig forfalden, at ikke et eneste Værelse var beboelig", fik han kjøbt den for en billig Pris og lod den istandsætte, men solgte den nogle Aar efter og kjøbte i 1772 af Staten den gamle Kommandantbolig paa Hjørnet af Fæstningsgaden og Kongens Gade , "med lige Ret og Rettighed, som Kongen havde eiet den", hvorfor han paastod sig at være fri for Eiendomsskatter til Kommunen. Byens Præsident, Kaptein Berg, vilde imidlertid ikke indrømme Bispen nogen Skattefrihed og lod ham pante for Afgift til Brandvæsenet. Bispen klagede til Kongen over Stiftsbefalingsmanden og Præsidenten, som han paastod, begge var "enige om tour a tour at anse mig for et Maal for ufortjente Chikaner". Han opnaaede kun, at der blev nedsat en Kommission i Kristianssand til at dømme i Sagen, hvis Afgjørelse gik Bispen imod.

Eiler Hagerup (1778-89)

Dr. Eiler Hagerup (1778-89) blev ligesom Tidemand forflyttet fra Bergens Bispestol til Kristianssands. Han udmærkede sig ved en henrivende Veltalenhed og gode Kundskaber, men synes al have været af et temmelig stridbart Gemyt. Saavel med Stiftamtmand Hagerup som med dennes Etterfølger F. G. Adeler laa han i stadig Ufred, især dog med den første. Kancelliet maatte flere Gange mægle mellem dem.

Henrich Tybring (1789-98)

Hans Henrich Tybring (1789-98) var altfor svag og godmodig til med Kraft at kunne værge Kirken i de vanskelige Tider efter den store franske Revolution mod Rationalismens og Vantroens Indtrængen. Han havde, er der træffende sagt om ham, "mere af Eli's end af Nehemiæ Aand". Han udrettede lidet, men han var meget afholdt saavel af Præsterne som Lægfolket.

Peder Hansen (1798—1804)

Dr. Peder Hansen (1798—1804) var en lærd Mand, der havde laget sine Examiner med Udmærkelse og senere studeret ved udenlandske Universiteter, men han var erklæret Rationalist og i høi Grad praktisk anlagt. I sin efterladte "Etterretning om mine Ægteskaber og Børns Fødsel", dat. Odense Bispegaard, den 13de Oktbr. 1810, meddeler han, at han allerede som ung Kapellan tog til Valgsprog: "Nisi utili sit, quod facimus, stulla est gloria" (Hvis det, vi udrette, ikke er nyttigt, er det liden Ære værd). Som Biskop i Kristianssand tog han sig med den største Iver af Fattigvæsenets Ordning og det meget forsømte Skolevæsens Forbedring. I "Archiv for Skolevæsenets og Oplysningens Udbredelse i Christianssands Stift", som han kort efter sin Ankomst begyndte at udgive, skriver han om Skoleforholdene i Byen bl. a.: "I den anstændigere Borgerklasses og Embedsmænds Huse mødte man mig med vemodig Beklagelse over, at man ingen Skoler havde, hvorhen man kunde sende sine Børn til Undervisning og Opdragelse. Af. offentlige Almueskoler forefandt jeg trende. Ved min Indtrædelse i den ene, Kirkens Fattiges Skole, forefandt jeg et skident, fugtigt og mørkt Værelse, i hvilket Dagens Lys ikke kunde trænge igjennem de forbrændte Vinduesruder. Borde og Bænke fandtes faldefærdige, Børnenes Antal af begge Kjøn, blandede imellem hverandre, var 16, alle saa skidne, pjaltede og nøgne med Udslet i Hovederne og paa Legemerne, at de maatte opvække den inderligste Medlidenhed. Skolebøger fandies ikkun saare faa, og disse faa, hvilke bestode i Kathechismusser, Evangeliebøger og Pontoppidans Forklaringer, vare saaledes tilredte, at ingen uden Ækkelhed kunde røre ved dem. Børnene viste den mest fæiske Usædelighed med et fortrædeligt og skulende Udseende."

For at raade Bod paa disse sørgelige Forhold opfordrede Hansen Byens Indbyggere til at yde Bidrag til en mere tidsmessig Skole. Der indkom 450 Rdlr. og udarbeidedes en "Plan for de Fattiges og Almues Skoler i Kristianssand". Dernæst tog han sig af Skolelærernes Undervisning. 102 af Stiftets Skolelærere gjennemgik et 6 Ugers Kursus i Kristianssand, hvor Bispen selv underviste fra Kl. 5—8 daglig, Søndagen iberegnet, "i at .læse tydeligt og med Deklamation, i den nemmeste Maade at lære Børn at læse, i at katechisere og i det for Almuen mest nødvendige af Naturlæren, Naturhistorien, Danmarks og Norges Geographi forbundet med Statistich, i den kristelige Sædelære, i den bibelske og Fædrelandets Historie, hvilket alt de skriver efter min Diktat." Ogsaa den høiere Skoleundervisning tog den virksomme Bisp sig af. Latinskolen var dengang nærmest kun beregnet paa at forberede til Uddannelse som Præst og nød liden Anseelse. I 1798, da Hansen kom til Byen, havde den kun 28 Elever, medens Byens Ungdom udgjorde 63 Personer. Der var derfor sterk Trang til at faa en Realskole, og Bispen gik strax igang med at afhjælpe ogsaa dette Savn. Allerede 15de Septbr. 1798 indsendte han til Kancelliet en Plan for en saadan Skole, der synes beregnet paa mest muligt at imødekomme det praktiske Livs Krav. Skolefagene deles i de forberedende og de lærde Videnskaber. "Til hine regnes Religion, Deklamering, Kaligraphi, Ortographi, Mathematik forenet med Arithmetik, Bogstavregning og Geometri, den danske positive og borgerlige Lovkyndighed, Staternes Historie, Naturhistorie, Astronomi, Kunsthistorie, Geographi, Statistik og Handelskundskab. I de skjønne Videnskaber; det danske, tyske, franske og engelske Sprog og dermed Bekjendtskab med nogle af de bedste Forstands- og Hjertets Produkter blandt Prosaister og Digtere i hvert af disse Sprog. I de skjønne Kunster: Musik, Sang, Frihaandstegning, Dans og det mest anvendelige af Arkitekturen til Nytte og den sunde Smags Befordring. Til de lærde Videnskaber regnes det latinske, græske og hebraiske Sprog, Stiløvelser i det latinske og omvendt i Modersmaalet". Som man ser, var det en hel Revolution den energiske Bisp tilsigtede saavel paa den høiere som lavere Skoleundervisnings Omraade. Hans Portræt i Bispegalleriet i Domkirken adskiller sig fra de øvrige Portrætter derved, at han ikke som de øvrige er afbildet med Præstekrave men med Flipper.

Paa Gaarden Kjos opbevares endnu Biskop Hansens Signet. Hans Datter Hedevig Elisabeth blev 8de Mai 1799 gift med Gaardens daværende Eier Consul Isaach Isaachsen, hvis Etterkommere, der nu kalder sig Willoch, denne Gaard fremdeles tilhører. Man var i Familien længe i tvil om, hvorfra det gamle Signet skrev sig, indtil en Afskrift af nogle af Bispens efterladte Papirer løste Gaaden. l disse har han selv paa en for ham og hans Tidsalder karakteristisk Maade givet følgende Udtydning af sit Vaabens Billedsprog:

"Mit Vaaben, det jeg fører i mit Signet til Etterretning for min familie er; Syv Stjerner i et Sølvfelt: At den aabne Hjelm udspringer 2de Bispestave, Skjold holderne er en reist Løve med et flammende Sværd og en Ørn. Foruden den hemmelige Betydning, hvilken jeg maa forbeholde mig selv, har dette Vaaben ogsaa en emblematisk Hentydning paa mit Embede. De 7 Stjerner nemlig er det antagne Sindbillede paa den Christenkirke, laant af Joh. Apos. Løven er Juda Løve, altsaa det gamle Testamente eller Loven; dens flammende Sværd, laant af Ideen om de første Menneskers Udjagelse af Paradis, betegner Frygt og Skræk. Ørnen, et Symbol som stedse tilføies Johannes Evangelisten, hvor han findes mahlet; altsaa Symbolet Ørnen istedetfor Personen Johannes og denne istedetfor Evangelium. Bispestaven, det biskoppelige Embede, har til Formaal at udbrede Christi Kirke, hvilket bør ske ved Loven og Evangelium. Dette Vaaben vilde jeg at mine Sønner og deres mandlige Descendenter som et Familietegn skulde vedblive med den Forandring, at en panseret Mand med aabent Visir udkom af Hjelmen. Og da blev den hele Mythus denne: Løven Mod; Ørnen som i sin Flugt søger Solens Straaler: Kundskab; den panserede Mand: Sandhed; de syv Stjerner: Lyksalighed. Og denne Mythus, der har sin Hjemmel i det høieste Tidens Old, hos Ægypter, Perser og Græker, lod sig da overføre i følgende Sætning: Paa Mod, Kundskab og Sandhed grunder sig vor Lyksalighed!"

Som ivrig Rationalist var Hansen en afgjon Modstander af Hans Nielsen Hauge,der optraadte første Gang i Kristianssand ved Juletider 1798 og her efterhaanden vandt mange Tilhængere. Da Hansen i 1804 forlod Norge for at overtage Fyens Bispestol, var hans Skolereformer endnu ikke gjennemførte, og hans Efterfølgere arbeidede ikke i den af ham angivne Retning.

Jens Bloch (1804—5)

Dr. Jens Bloch (1804—5) var en liden og uanselig Mand, men meget lærd og meget distrait. Han var formuende og meget godgjørende. Hans Virksomhed her var for kort til at han kunde efterlade sig noget varigt Minde. Sommeren 1805 blev han forflyttet til Viborgs Bispestol.

Johan Michael Keyser (1805—10)

Johan Michael Keyser (1805—10) skildres som en elskelig Mand med grundig Lærdom og et dybt kristeligt Sind. Biskop Pavels siger om ham bl. a.: "I ham saa jeg den Religionens Talsmand, som jeg saa gjerne vilde ligne." Han blev begravet ved ved Domkirken under den gamle Furu, hvor ogsaa Biskop Tybrings Grav er.

Christian Sørensen (1811—23)

Christian Sørensen (1811—23) var født i Kristianssand 25de Septbr. 1765 af Foreldre Smedemester Søren Christensen og Anne Abrahamsdatter Just. Efter i flere Aar at have virket ved Kristianssands Latinskole som Lærer, blev han 1791 udnævnt til Rektor ved Drammens Skole og Aftensangspræst. 1797 udnævntes han til Sognepræst i Risør og 1804 til Stiftsprovst i Kristianssand. Han var den sidste norske Bisp, som blev ordineret i Danmark. Han repræsenterede Kristianssand paa det overordentlige Storthing i 1814 og det første ordentlige Thing i 1815 og 1816. I 1823 blev han forflyttet til Bispestolen i Kristiania, hvor han døde i 1845.

Sørensen var theologisk Kandidat med non comemnendus, men ikke destomindre en Mand med udmærkede Evner og solide Kundskaber. Stiftsprovst Lassen skildrer hans Hukommelse som enestaaende og nævner flere Exempler derpaa. Han var meget afholdt saavel af Præsterne som af Menigheden for sin Mildhed og sit jevne bramfrie Væsen. "Denne kjærlighedsfulde, elskelige og høitbegavede Mand har efterladt sig et Minde baade i Byen og i Sliftet, som sent vil dø", udtaler Stiftsprovst Lassen i sin Bog om Kristianssand.

Johan Storm Munch (1823—32)

Johan Storm Munch (1823—32) var en energisk og myndig Bisp, der ikke saaledes som den "snille" Sørensen saa igjennom Fingre med Misbrug og Forsømmelser, men om denne Strenghed end gjorde ham mindre afholdt, saa dog alle op til ham for hans Dygtighed og Retskaffenhed. Han blev begravet ved Domkirken, hvor hans Søn, Digteren Andreas Munch, i 1865 reiste ham en Mindesten.

Mathias Sigwardt (1832-40)

Mathias Sigwardt (1832-40) var 62 Aar, da han udnævntes til Biskop i Kristianssand. Han tog 1795 theologisk Embedsexamen med Udmærkelse. Som Biskop har han efterladt sig et smukt Minde ved sin utrættelige Arbeidsomhed og Samvittighedsfuldhed. Han var den sidste Bisp, som blev begravet paa Kirkegaarden ved Domkirken.

Jacob von der Lippe (1841—75)

Jacob von der Lippe (1841—75) havde allerede virket 10 Aar som Stiftsprovst og Sognepræst i Kristianssand, da han udnævntes til Biskop. Han repræsenterede Byen paa Storthingene i 1836, 39, 42, 48, 54 og 60 og var i flere Aar et virksomt Medlem af Formandskabet og i nogen Tid Byens Ordfører. Han tog sig med stor Iver og Interesse af Skolevæsenet og Fattigvæsenet; bl. a. skyldtes "Borgerskolen" og "Carl Johans Arbeidsanstalt" hans Initiativ. Ogsaa Afholdssagens Fremme har han indlagt sig Fortjenester af. Hans vennesæle Væsen og glimrende Veltalenhed er endnu i friskt Minde. Han døde den 2. Oktbr. 1878 og ligger begravet paa Byens Kirkegaard.

Jørgen Engebretsen Moe (1875—81)

Jørgen Engebretsen Moe (1875—81) er landskjendt som Digter og Samler af norske Folkeeventyr. Som Bisp levede han her et stille og tilbagetrukket Liv. Hans sygelighed hindrede ham i de sidste Aar fra at betræde Prædikestolen. Han tog Afsked fra 1ste Januar 1882 og døde samme Aar den 27de Marts, samme Dag som Storthinget behandlede hans Pensionsandragende.

Johan Jørgen Tandberg (1882—84)

Johan Jørgen Tandberg (1882—84) udmærkede sig særlig som en dygtig Administrator. Han døde uventet den 28de November 1884.

Jacob Sverdrup Smitt (1884—89)

Jacob Sverdrup Smitt (1884—89) vandt i den korte Tid, han virkede her, alles Hjerter ved sit jevne, hjertelige og ligefremme Væsen. Ogsaa han blev bortrykket ved en pludselig Død (6te Juni 1889). Af samtlige ovennævnte Bisper fra Ole Tidemand af eier Domkirken Portrætter, alene med Undtagelse af Jens Bloch.

Johan Christian Heuch (1889-1904)

Stiftets nuværende Biskop, Johan Christian Heuch, er født i Kragerø den 23de Marts 1838 og udnævntes i 1889 til Smitts Eftermand paa Kristianssands Bispestol. Allerede længe før den Tid var han kjendt ogsaa udenfor Norges Grændser ved sin Virksomhed som Forfatter af religiøse Skrifter og ved sine mange Artikler i theologiske Tidsskrifter. Ingen af hans tidligere Arbeider har dog vakt en saadan Opsigt som hans i 1902 udgivne Skrift: "Mod Strømmen", der siden sin Fremkomst har været Gjenstand for en uafbrudt Diskussion ikke blot i den theologiske Fagpresse her og i Nabolandene men ogsaa i Dagspressen, hvad der allerede har fremkaldt et nyt Skrift fra Bispens Haand. Heuch siger allid ligeud, hvad der ligger ham paa Hjertet, uden Personsanseelse og i et djervt, af Overbevisning glødende Sprog. Naar han sammenkalder Menigheden til Møde i Domkirken eller i Bedehuset, er der gjerne en saadan Tilstrømning, at mange ikke kan faa Plads.