Bispene i Kristiansand  før 1900 
 
Et avsnitt fra første del av 
"Kristianssands Næringsliv 
i ældre og nyere Tid"

af Overrettsagfører P. Hansen
utgitt i 1905 

 

Andreas Fayes "Christianssands Stifts Bispe- og Stiftshistorie" har man tildels udførlige Skildringer af Bisperne og de kirkelige Forhold i Stiftet indtil Midten af forrige Aarhundrede, men Pladsen tiliader her kun at meddele nogle korte biografiske Data om Bisperne og det vigtigste af Domkirkens og den latinske skoles Historie.

Den første Bisp, der boede i Kristianssand, var Dr. Jacob Jensen Jersin (1685—94). Han skildres som en retskaffen og from Mand, der altid søgte at stifte Fred blandt sine stridbare Underordnede, men "nogen dygtig Bisp var den fromme Mand neppe".

Dr. Hans Nielsen Munch (1694—99) synes alene at skylde sine Forbindelser ved Hoffet, at han ophøiedes til Bisp. Han var nemlig gift med et Sødskendebarn af Grevinde Moth, Christian V's Elskerinde. Han led af Sovesyge.




 

l) Jens Bircherod


(Magister Ludvig Stoud (1699—1705) "arbeidede med Iver og Nidkjærhed for at udrydde de tilbageblevne Levninger af hedenske og papistiske Vederstyggeligheder. Han var af et hidsigt Temperament og ualmindelig høi og mager. Der gaves faa Huse, hvori han kunde gaa ind uden at bøie sig, og faa Prædikestole, hvori han kunde staa opreist."

Magister Christopher Nyrop (1720—33) var ogsaa en alvorlig og myndig Bisp, der ivrede sterkt mod Drukkenskaben, Natteløberiet og alskens Raahed inden Menighederne.)




 

2) Jacob Kærup
Magister Jacob Kærup (1733—51) var en from og nidkjær Geistlig, men stod ikke høit i Lærdom. I hans Tid brændte og gjenopbyggedes Domkirken. Han forfattede en Fundats for en Enkekasse for Stiftets Geistlige, der fik kongelig Stadfæstelse 21de Septbr. 1736. Han tog sig med megen Iver af Skolens og Fattigvæsenets Ordning og var i det hele en ualmindelig flittig og arbeidsom Mand. Han blev begravet i Domkirkens Kjælder. Et Portræt af ham findes i Kirkens Sakristi.




 

3) Rasmus Paludan
Rasmus Paludan (1751—69) skildres som en godmodig og tjenstagtig Mand, der mente det godt og samvittighedsfuldt opfyldte sine Pligter, men som savnede sine Formænds Kraft og Myndighed. Ogsaa hans Portræl findes i Sakristiet.




 

4) Ole Tidemand
Dr. Ole Tidemand (1762—78) skildres af Erik Pontoppidan som en begavet, men farlig Mand, "af cholerisk Temperament, der lettelig gjorde sit Pund unyttigt ved Stridagtighed, dristig i at nægte det, jeg ved at være sandt, ja i at paadigte mig selv Usandhed, stolt, herskesyg og myndig." I Kristianssand kom han i Strid med Byens Præsident, der fik Medhold af Stiftamtmand Hans Hagerup. Da han fandt den gamle Bispegaard i Elvegaden, "saa yderlig forfalden, at ikke et eneste Værelse var beboelig", fik han kjøbt den for en billig Pris og lod den istandsætte, men solgte den nogle Aar efter og kjøbte i 1772 af Staten den gamle Kommandantbolig paa Hjørnet af Fæstningsgaden og Kongens Gade , "med lige Ret og Rettighed, som Kongen havde eiet den", hvorfor han paastod sig at være fri for Eiendomsskatter til Kommunen. Byens Præsident, Kaptein Berg, vilde imidlertid ikke indrømme Bispen nogen Skattefrihed og lod ham pante for Afgift til Brandvæsenet. Bispen klagede til Kongen over Stiftsbefalingsmanden og Præsidenten, som han paastod, begge var "enige om tour a tour at anse mig for et Maal for ufortjente Chikaner". Han opnaaede kun, at der blev nedsat en Kommission i Kristianssand til at dømme i Sagen, hvis Afgjørelse gik Bispen imod.




 

5) Biler Hagerup
Dr.Eiler Hagerup (1778-89) blev ligesom Tidemand forflyttet fra Bergens Bispestol til Kristianssands. Han udmærkede sig ved en henrivende Veltalenhed og gode Kundskaber, men synes al have været af et temmelig stridbart Gemyt. Saavel med Stiftamtmand Hagerup som med dennes Etterfølger F. G. Adeler laa han i stadig Ufred, især dog med den første. Kancelliet maatte flere Gange mægle mellem dem.




 

6) Hans Tybring
Hans Henrich Tybring (1789- 98) var altfor svag og godmodig til med Kraft at kunne værge Kirken i de vanskelige Tider efter den store franske Revolution mod Rationalismens og Vantroens Indtrængen. .Han havde, er der træffende sagt om ham, "mere af Eli's end af Nehemiæ Aand". Han udrettede lidet, men han var meget afholdt saavel af Præsterne som Lægfolket.

 
                           Tilbake til"Gamle bilder"                              Neste side